Antiallergikum

Se godkendte lægemidler i denne kategori

Allergiske sygdomme er blandt de hyppigste immunologiske tilstande i den vestlige verden og spænder fra milde, sæsonbetingede symptomer til alvorlige systemiske reaktioner. Kategorien Antiallergikum omfatter lægemidler, der anvendes til behandling og kontrol af allergiske symptomer, herunder allergisk rhinitis, urticaria, konjunktivitis og i visse tilfælde som led i behandlingen af anafylaktiske reaktioner. Formålet med denne side er at give en klinisk og farmakologisk funderet gennemgang af den medicinske kontekst for disse præparater.

Allergi som immunologisk tilstand

Allergi er en overreaktion i immunsystemet over for ellers harmløse antigener, ofte betegnet allergener. De hyppigste udløsere er pollen, husstøvmider, dyreepitel, skimmelsvampe og visse fødevarer. Immunologisk er de fleste klassiske allergiske reaktioner IgE-medierede (type I-hypersensitivitet).

Ved første eksponering for et allergen sker en sensibilisering, hvor antigenpræsenterende celler aktiverer T-hjælperceller (Th2-respons), som stimulerer B-celler til produktion af allergenspecifikke IgE-antistoffer. Disse IgE-antistoffer binder sig til mastceller og basofile granulocytter. Ved fornyet eksponering krydsbindes IgE på celleoverfladen, hvilket udløser degranulering og frigivelse af mediatorer som histamin, leukotriener og prostaglandiner.

Det er især histamin, der er ansvarlig for mange af de akutte symptomer: vasodilatation, øget karpermeabilitet, kløe, bronkokonstriktion og slimsekretion. Den sene fase af reaktionen involverer yderligere inflammatorisk infiltration, herunder eosinofile granulocytter, som kan bidrage til vedvarende symptomer.

Kliniske manifestationer

Allergiske tilstande manifesterer sig forskelligt afhængigt af eksponeringsvej og individets immunologiske respons. Allergisk rhinitis er karakteriseret ved nysen, kløe i næse og svælg, vandig sekretion og nasal obstruktion. Allergisk konjunktivitis medfører rødme, tåreflåd og kløe i øjnene.

Urticaria viser sig som kløende, hævede kvadler i huden, ofte med hurtigt skiftende lokalisation. I svære tilfælde kan allergiske reaktioner udvikle sig til angioødem eller anafylaksi, hvor der ses systemiske symptomer såsom hypotension, respiratorisk kompromittering og bevidsthedspåvirkning. Anafylaksi er en akut medicinsk nødsituation, der kræver øjeblikkelig behandling.

Farmakologiske hovedgrupper

Antiallergiske lægemidler omfatter flere farmakologiske klasser med forskellige virkningsmekanismer. Valg af behandling afhænger af symptomernes karakter, sværhedsgrad og varighed.

Antihistaminer

H1-antihistaminer virker ved at blokere histaminets binding til H1-receptorer og reducerer dermed kløe, vasodilatation og ødem. Førstegenerations antihistaminer passerer blod-hjerne-barrieren og kan medføre sedation og antikolinerge bivirkninger. Andengenerations antihistaminer er mere selektive og har generelt mindre sedativ effekt.

Selv om mange antihistaminer findes uden recept, kan visse styrker eller formuleringer være receptpligtige. Sedation, nedsat reaktionsevne og interaktioner med alkohol eller andre CNS-dæmpende midler bør indgå i den kliniske vurdering.

Intranasale kortikosteroider

Ved moderat til svær allergisk rhinitis er intranasale kortikosteroider ofte førstevalg. De hæmmer inflammatoriske mediatorer og reducerer både den tidlige og sene fase af allergisk inflammation. Effekten indtræder gradvist over dage.

Lokal anvendelse reducerer systemisk eksponering, men korrekt administrationsteknik er afgørende for optimal effekt og minimering af bivirkninger såsom næseblødning eller slimhindeirritation.

Leukotrienreceptorantagonister

Disse præparater hæmmer leukotrienernes virkning og anvendes primært ved kombination af allergisk rhinitis og astma. De er receptpligtige og kræver lægelig vurdering, særligt ved længerevarende behandling.

Mastcellestabilisatorer og biologiske lægemidler

Mastcellestabilisatorer kan forebygge mediatorfrigivelse ved tidlig anvendelse. Biologiske lægemidler, eksempelvis monoklonale antistoffer rettet mod IgE eller interleukiner, anvendes ved svær, behandlingsrefraktær allergisk sygdom og kræver specialistvurdering.

Risici og kontraindikationer

Selv om mange antiallergiske præparater opfattes som relativt sikre, er risikovurdering central. Sedation kan påvirke evnen til bilkørsel og maskinbetjening. Ældre patienter kan være mere følsomme over for antikolinerge bivirkninger såsom urinretention og konfusion.

Patienter med glaukom, prostatahyperplasi, leversygdom eller kardiovaskulær sygdom bør vurderes individuelt. Interaktioner med andre lægemidler, herunder antidepressiva og antiarytmika, kan have klinisk betydning.

Ved anafylaksi er antihistaminer ikke tilstrækkelige som monoterapi. Adrenalin administreret intramuskulært er førstevalg. Forsinket eller utilstrækkelig behandling kan være livstruende.

Behov for lægelig vurdering

Langvarige eller recidiverende allergiske symptomer bør vurderes af læge for at sikre korrekt diagnose og udelukke differentialdiagnoser såsom infektion, vasomotorisk rhinitis eller dermatologiske tilstande. Hos børn kræver dosering og behandlingsvalg særlig opmærksomhed.

Receptpligtige antiallergika må kun udleveres efter individuel ordination. Behandlingens varighed og behov for opfølgning afhænger af symptomkontrol og eventuelle bivirkninger.